søndag den 17. september 2023

Dansk daal

Sæt blus under en stor gryde. Hak løg, skalotteløg og hvidløg. Opvarm en god sjat neutral olie, lad løgene svitse med karry, chili og spidskommen i en håndfuld minutter, og tilsæt så 400 gram røde linser (typisk mængden i en pose). Rør rundt, bed til en indisk gud om tilgivelse og tilsæt så to dåser kokosmælk. Kort efter flåede tomater og lidt tomatpuré. Hele baduljen simrer, mens De forbereder en liter grøntsagsbouillon, som doseres nænsomt. Fortsæt sådan, til linserne har tabt bid uden at være kogt ind til uigenkendelighed. Undervejs snittes fire-fem store gulerødder i mundrette bidder, som plumpes i gryden kun få minutter inden servering, så de stadig har bid. Squash og aubergine fungerer efter samme princip, hvis man er til den slags. Smag til med salt og chili, ikke peber. Sluk herefter for blusset, og gør toppingen klar: Snit koriander (eller hvis De tilhører den sarte halvdel: bredbladet persille), halvér en bakke syrlige cherrytomater og en pose saltede mandler, og sæt en ske i en bøtte creme fraiche. Er der fredagsstemning i køkkenet, kan De pifte det fede mælkeprodukt op med en sjat citrus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar